Motorsport   

Film fra 09 Lukkevogn

 

Billeder Rally Monte Carlo Historique 2013


 10 år med rally på nettet
En af de vigtigste informationskilder for rallykørere i Danmark fylder 10 år.

"Jeg købte domænet Rallyinfo.dk den 1. december 2000, fordi jeg syntes, der var for lidt om rally på nettet, som dengang stadig var ungt," fortæller Preben Jepsen. Han driver det populære site Rallyinfo.dk, som fylder 10 år på onsdag.

"I starten udsendte jeg mail til alle, jeg havde mailadresse på, når der var nyheder på siden. Da vi rundede 24 besøgende om dagen, tænkte jeg: 'Wauv, nu har vi en ny besøgende pr. time hele døgnet rundt'," griner Preben Jepsen.

I 2009 nåede Rallyinfo.dk en million besøgende, og i år skete det allerede i slutningen af oktober.

Rallyinfo.dk har gjort Preben Jepsen kendt. Han oplever hver dag mange mennesker, som kommer hen og taler til ham, som om de har kendt ham hele livet, men ofte aner han ikke, hvem de er.

Preben Jepsen bruger fast en til to timer om dagen på at opdatere det populære site. Til daglig er den 59-årige rallymand driftschef i reklamefirmaet Moving Ads, der har biler kørende som reklamesøjler rundt om i landet. Sideløbende har han også lavet hjemmesider for aktive kørere og motorsportsklubber.

Preben Jepsen er formand for Horsens Automobil og Motor Klub og har tidligere været medlem af Dansk Automobil Sports Unions bestyrelse.

"Om jeg bliver træt af rallyinfo? Nej, så længe jeg kan tygge smør, og der er nogen, der vil bruge informationerne, bliver jeg ved," slutter Preben Jepsen.

Michael Eisenberg
Intercom

  


Vejbump stoppede eventyret
Turist i Monte Carlo  IMG_8060

Hvis man spørger ’manden på gaden’ om motorsport, er der 2 motorløb som folk kender, det er 24 timers LeMans og Rally Monte Carlo. 
For cirka et år siden sagde Jeppe at vi skal køre Rally Monte Carlo Historique 2010, Nå ja, tænkte jeg, det koster vist en hel bondegård, men det lykkedes for os at samle en stor hjælp til vores deltagelse i det legendariske rally.

  Bilen klargjort i carport  
Efter Jeppe for et par år siden skulle gøre sig i klubrally, har den stået på genopbygning af bilen i Jeppes carport, for så vidt udmærket om sommeren, men lige de seneste måneder med masser af sne er det en præstation at lave bil udendørs.

Op til løbet var det hektisk med at få lavet de sidste klargøringer, men det lykkedes at få den klar til onsdag den 27. januar, hvor bilen blev pakket med de mest nødvendige reservedele, værktøj og et par kufferter til turen, som skulle tage en uge.

På vej mod Bella Centret hvor der var teknisk kontrol satte det ind med kraftigt snevejr og fygning over Sjælland, men vi kom hel over til hallerne. Vi brugte resten af dagen på at montere reklamer, startnumre GPS overvågning og få snakket med de øvrige deltagere i løbet.

Torsdag formiddag var der pressemøde, og kl, 12 var der afgang mod Tivoli hvor vi blev startet af Hkh. Prins Joachim og Københavns kulturborgmester Pia Allerslev. Vi var med start nr. 340 den sidste deltager fra København og blev startet kl. 15.06 med stort opbud af fotografer og tilskuere.

  Fejlkørsel  
Allerede på Amager motorvejen havde et norsk pigehold i Austin Futura en fejlkørsel, solen stod lige i øjnene på os, og det var nærmest umuligt at se skiltene, så det resulterede i at det norske hold fulgte motorvejen mod Malmø, de sagde at de opdagede det da vi ikke kørte samme vej som dem.

Vi havde regnet med at møde de andre danske deltagere på færgen, men lige som vi ankom til betalingsanlægget i Rødby, sejlede færgen, så vi måtte vente på den næste afgang.

Fra Puttgarden gik det mod Celle, som ligger sydvest for Hamborg, og de sidste 100 km var på isslag og fygesne.

  Køreordrene  
Rutebogen havde ikke mange oplysninger, den første ordre var depart 28/1 CH Copenhaque Tivoli. Næste ordre var 29/1 CH Celle, som var dagen efter.

Mine ordre til Jeppe lød som: kør ca. 90 kilometer, og drej fra mod Strasbourg. Altså slet ikke som vi kender ordrene herhjemmefra.

  Etaperne  
Vi starte fra hotellet i Celle kl. 8:15 fredag morgen og kørte til tidskontrollen, kl. 09:36 var det afsted på etapen, som var på  403 kilometer med en enkelt rutekontrol. I Bad Homburg havde vi kørt lidt tid ind, så vi fik en pause på ca 30 minutter, som blev brugt til at fylde benzin på og lidt service. Her mødte vi vores servicehold, som var kørt direkte til Bad Homburg for at følge os resten af turen.

Afgang kl. 16:41 fra Torvet, og en hel masse prominente personer stod i teltet på torvet, så Jeppe var ved at gå i selvsving i sneen med at speede op og trække i håndbremsen, vi havde nu en lille etape på 229 kilometer til Strasbourg, mest på motorvej, så her fik vi tid til en wienersnitsel på en motorvejs cafeteria, Bent Mikkelsen og Jens Gandrup havde fået samme ide, så der blev lidt tid til snak om løbet over kaffen.
I Strasbourg kørte vi næsten direkte til tidskontrol kl 20:41, og så gik det videre på næste etape på 311 kilometer til Champagnole. Vi startede med at køre forkert ud af Strasbourg, men jeg kunne se at det faktisk ikke var nogen omvej, så vi stødte på ruten igen 60 kilometer senere. Så begyndte det virkeligt at sne, og jo højere op vi kom i bjergene, des mere sne. Pludselig snurrede bilen rundt om sig selv og kaskader af sne stod op over bilen, heldigvis frostsne, så der skete ikke noget udover at vi holdte med snuden i den forkerte retning da vi stoppede, vi køre et par hundrede meter bagud før vi kunne finde et sted at vende. Efter 300 meter skete nøjagtig det samme igen, En forundret Jeppe måtte igen køre bagud for at vende bilen igen.

Senere op ad en serpentinervej kørte vi som nr. 4 i en række at rallybiler, en servicevogn havde velvilligt holdt ind i et sving, så vi kunne komme om, men han havde overset os som den sidste bil, og kørte ud foran os, Jeppe undgik med nød og næppe at ramme ind i siden på ham, men kørte ind i noget højt sne, og vi sat uhjælpelig fast. Heldigvis havde servicefolkene set det, og kom tilbage for at skubbe os fri, jeg måtte selv ud af bilen for at skubbe.

Vi ankom til Champagnole kl. godt 2 om natten, og efter et par minutters pause kørte vi til tidskontrollen, skiltene var der og masser af folk, ingen tidskontrol, man havde altså valgt at placere kontrolmandskabet inde på rådhuset i varmen, og her kom jeg 1 minut forsent til at få idealtiden. Lidt ærgerligt, men sådan skulle det være, og man kan ikke diskutere med de franskmænd, de vil kun snakke fransk og det eneste sprog jeg kan er Jydsk, og selv om jeg skrev 02.06 med meget store tal, fik jeg noteret 02.07 i kontrolkortet.

Vi skulle herefter have tanket og ville godt have pigdæk på, men vores servicevogn var en times kørsel fra Champagnole, men vi besluttede at vente for at få skiftet hjul. Vi havde en etape på kun127 km, og skulle først være ved tidskontrol kl. 05:50, så vi mente at kunne køre det ind senere.

Klokken 5 begyndte trætheden at melde sig efter konstant bjergkørsel, og jeg overtog rattet for at køre de sidste 50 kilometer til Chambery, hvor vi ankom nøjagtig en en time forsinket.
Vi havde hørt fra servicevogne at de havde sprunget en snekæde i et pas og kunne ikke komme op over, så de måtte afvente at en butik på toppen åbnede kl 9 lørdag morgen, så de kunne købe nogle nye kæder.
I Chambery var det direkte gennem tidskontrollen og straks videre på næste etape på 293 kilometer til tidskontrol i St. Andre des Alpes.

Vi kørte stadig i bjergene og det var svært at holde en gennemsnitsfart på 50 km/t men det gik væsentlig bedre med pigdæk på, jeg undrer mig over at den danske Porshe og pigeholdet i MG kunne gennemføre uden pigdæk.

  Tilskuere  
Det var utroligt at se hvor mange tilskuere der var i de små byer gennem hele natten, vi blev konstant blitzet, og der må ligge mange billeder som man aldrig vil få at se. Det kan godt ligne noget af en folkefest dernede når rallybilerne kommer gennem deres område.

  Hertil og ikke længere  
Efter tidskontrollen i Chambery kl. 06:50 fortsatte vi i bjergene, nu begyndte det at blive lyst og den værste krise var overstået. Vi havde aftalt service i Grenoble, men serviceholdet  var meget forsinket, så det blev bare til en tankning og derefter videre ud af Grenoble,  en god bred vej, farten ca 80-90 km/t – og så var den der, en af disse irriterende vejbump som vi kender så godt. Jeppe havde ikke lige været obs på den, så alle mine ting fløj rundt i bilen, og en skrabelyd kom ude forfra, trompeten der går fra gummifjederen og ned i øverste bærearm var revnet.

  Hvad gør man så ?  
Vi holdt oppe på en bakke, det var pissekoldt og det føg med sne ind i bilen, og en trompet er ikke lide det man har med, og håbløs at finde på bakken en lørdag formiddag. Vi måtte se i øjnene at løbet var kørt for vores vedkommende.

Vi ringede til servicevognen, men den var langt bag os, så vi måtte vente på hjælp i 5 timer og 4 minutter til de var fremme, Minien blev læsset på traileren og sat i Grenoble.

  Turisterne i Monte Carlo  
Vi fortsatte mod Monte Carlo i servicevognen og nåede frem kl 10 om aftenen, der var arrangeret en buffet på hotellet om aftenen for deltagerne, så vi nåede lige resterne.

Fairmont Hotel Monte Carlo, som vi boede på den første nat i Monaco, var et hotel med et par stjerner over det vi er vant til. Hotellet ligger i hårnålen ved F1 banen, og vores værelse var lige over tunnellen.

Da vi skulle af med bilen om aftenen var det håbløst, det flød med Ferrari, Masserati, store Porsche’r og så var der også nogle almindelige Rolls Royce og en enkelt Mercedes 600, en af de udendørs portier kom og sagde at vi bare kunne aflevere nøglen til ham, så skulle han nok tage sig af bilen,, næste dag var der parkeret en gammel Vectra mellem ’daglig bilerne’ i Monte Carlo.

Vi gik til ro kl 12 om lørdag aften, så det var også adskillige timer siden vi sidst havde været i drømmerige fredag morgen, men søndag tog vi tidligt på havnen for at vinke farvel til feltet. Resten af søndagen tog vi toget til Nice for at være sammen med vores hovedsponsor Veteranposten, som var ankommet med fly for at opleve os i Monaco (altså som deltager).

Mandag havde vi til rådighed da feltet overnattede i Valance og først kom tilbage tirsdag, så vi startede med at sparke fender på ’jollerne’ i havnen, besøge motorklubbens klubhus og derefter gik vi op ad bjerget til Prins Alberts Palads, ned på den anden side og se bilmuseet, så gik vi hele vejen tilbage til hotellet, og så var jeg træt, spiste en banan og gik til ro.

Tirsdag måtte vi igen en tur i klubhuset, nok en ad de dyreste adresser i Monte, ud mod havnearealet, men deres souvenir shop var gemt i gaden bagved, der kunne man købe alt i beklædning  og mærkater til bilen, jeg ville godt købe klubbens metallogo til Volvo’en, men den kostede 90 euro, så det blev kun et klistermærke til 5 euro.
Vi skulle også indlogere os på hotel Monte Carlo Bay, og dette hotel er absolut i samme klasse som Fairmont, dog lige uden for Monte

Sidst på eftermiddagen kom deltagerne tilbage til Monte, og vi var selvfølgelig på havnen og modtage feltet, specielt danskerne blev hujet op over rampen. Lars Bækkelund og Arne Pagh lå nu på en solid 11. plads i generalen, og Lars var opsat på at det skulle gøres bedre i ’De lange knives’ nat, og det gjorde han.

Onsdag gik på havnen sammen med de andre danskere, meget hyggeligt at sidde ud og spise frokost i solskin mens der var snestorm hjemme i Danmark.

Sidst på dagen var der omklædning til præmiefesten om aftenen i Sportingclub Monte Carlo, hvor påklædningen var smoking. Efter en 5 retters middag og store mængder af champagne var der stort show på scenen inden vinderne blev præsenteret med Lars og Arne som nummer 6.

Det blev sent inden vores fest sluttede, og torsdag morgen var det af sted med bus til lufthavnen i Nice og fly til København og så ombord på DSB og hjem til Vejle.

Bilen er ikke kommet helt hjem i skrivende stund, men den kommer til Danmark igen.

Det er svært at beskrive alle de oplevelser der er sket i den uge vi var af sted, det skal opleves, og jeg må sige at det er ikke for tøsedrenge. 

Hvis det bliver Rally Monte Carlo Historique til næste år, bliver det ikke i en Mini. Fra min side er der nogle krav om komfort, plads og lydniveau, der skal opfyldes først.  

 

Billeder fra Rally Monte Carlo Historique 2010 
 


40 år med motorsport
Det startede med en fest.

I november 69 var vi to knægte som ville kigge på autoudstyr i den lokale bilistbutik, dengang var det racerspejle og hjulkapsler der var in og skulle det være rigtig sejt, skulle der et par store Marschall lygter på bilen.

Der hængte et opslag om julefrokost i Vejle Motor Sport.

Vi to festaber skulle absolut med til festen, men vi måtte først melde os ind i klubben, og det blev min entre i motorsporten.

Når man nu alligevel var medlem, kunne man jo godt tage ud at se hvad de der motorsportsfolk lavede, og til et orienteringsløb var jeg pludselig fanget i sporten.

Det blev til mange O-løb de første år, og da klubben skulle bruge en løbsleder til manøvreprøver blev jeg sendt på kursus 124. Det blev til mange løb som løbsleder, inden jeg kastede mig ud i manøvre- og specialprøver, som det hed dengang.

Debuten var i en Mini 850, som jeg også brugte til at køre på arbejde i mandag morgen, og det gik ganske udmærket, men så hørte jeg at der stod en Cooper hos en brugtvognsforhandler. Jeg købte bilen for 5000 kroner, kørte hjem og skilte den ad i atomer, alt hvad der kunne fås af pladedele blev købt og jeg gik i gang med at svejse og bygge bilen op.

Senere kom motoren til, en 1275 cc som blev hjemmetunet efter alle kunstens regler. Jeg ved ikke, hvor mange der har slebet og poleret topstykke hjemme på køkkenbordet, jeg var heller ikke populær på hjemmefronten efter dette.

Efterhånden fik jeg en habil motor med et par store karburatorer, godt hjemmelavet topstykke, en skrap knast og close gearkasse med differentialespærre og bilen kørte hammergodt efter datidens normer.

Det blev til mange løb i Cooper-årene, og pokalskabet fik en del indhold. Det lykkedes mig at vende en Mini Cooper på taget på Flyvestation Vandel, og da bilen skulle udstilles i kaninavlernes årlige udstilling i Vejle en uge efter, var tiden knap til at få bilen gjort klar. Fluks blev taget savet af en anden mini og efter alle kunstens regler svejset på Cooperen, men bilen var blevet skæv, og der manglede to centimeter i midterstolpen, for at den kunne nå sammen, så der blev sat en donkraft under stolpen og to mand på forskærmen, mens to mand yderligere stod på bagagerummet, og jeg svejsede. Bilen blev håndmalet, og var ikke tør da den blev kørt på udstilling.

Men da jeg i 1986 for anden gang havde vendt bilen på taget, mistede jeg lysten til at gå og skrue og rette bil op, så da der var en der ville købe nogle dele, solgte jeg alt, hvad jeg havde på værkstedet, til ham.

Jeg havde gennem årene også virket som official og prøveleder adskillige gange, men havde egentlig bestemt mig for at passe mine børn og familie, men motorsporten trak, og da Horsens Automobil og Motor Klub ringede og spurgte om jeg kunne passe en lille prøve til East Coast Rally sagde jeg ja. Den ’lille’ prøve var 23 kilometer gennemgående prøve, og jeg havde 85 mand med plus radiofolk, som dengang var walkie-talkie, som radiodækkede ruten.

Senere blev jeg igen kontaktet af HAMK, om jeg kunne passe Jyllands-Ringen til økonomiløb, og det gjorde sig så de år, der blev kørt specialetaper på JR.

I 88 Spurgte HAMK igen, om jeg ville være forkører til Q8 Økonomiløb, der blev sagt, at det skulle være i en lidt speciel bil, og da jeg stod i København og ventede på bilen, kom der en stor Mercedes med V8, automatgear og hele svineriet. Det var en fornøjelse at køre åbnervogn i en luksusbil, og ja, vores forbrug var 3 km/l.

Det førte til interessen for at køre økonomiløb og først i min private bil med en placering laaangt nede i feltet. Da Renault Clio blev præsenteret i 1991, fik jeg sammen med Volvo Danmark dannet et team med tre Clio, sammen med Poul Erik Hansen, Ole Larsen m.fl, som vi deltog i nogle løb med.

Da Volvo 850 blev præsenteret, skulle den også køre økonomiløb. Jeg fik start nummer 1 i Q8 Økonomiløb i 1992 og vandt klassen, måske nok fordi den anden store bil, der var med i klassen, måtte udgå.

I 2001 deltog jeg i et arrangement arrangeret af Miljøministeriet, hvor fem VW Golf skulle køre Danmark rundt. Vi startede med at blive præsenteret på en scene foran Københavns Rådhus, der var tusindvis af tilskuere på Rådhuspladsen, og de om klappede bravt, men jeg tror nok, de ventede mere på at se en koncert med Rollo og King, som skulle optræde umiddelbart efter os.

Vi kørte derefter til Ålborg og blev startet næste dag på Ålborgs gågade af borgmesteren. Vores rute gik gennem landet med besøg på adskillige rådhuse og opvartninger i kantinerne som helte. Løbet sluttet nogle dage efter på Christiansborg.. Nå ja, vi vandt løbet og blev kåret som Danmarksmester i miljøkørsel og fik overrakt nogle præmier og gaver af daværende miljøminister Jacob Buksti.

  Klubskifte
Jeg havde fra starten været medlem af Vejle Motor Sport, siddet en periode i bestyrelsen og lavet klubbladet gennem cirka 25 år. Da man besluttede at nedlægge klubbladet i 99, var jeg ikke tilfreds med dette og foretog derfor et klubskifte til den klub, som jeg har arbejdet en hel del for, Horsens Automobil og Motor Klub.

Det blev til lynkarrierre i HAMK, et halvt år senere var jeg formand i klubben, og har været det siden.

På et opstillingsmøde i region vest var jeg oppe og sige et par ord, og blev straks foreslået som kandidat til DASU bestyrelse, Jeg husker, da jeg kørte hjem efter mødet, at jeg tænkte på, hvad i alverden det var jeg havde sagt ja til!

Efter nogle gode år i DASUs forretningsudvalg og bestyrelse valgte jeg at trække mig, men det var sjovt at være med til at lede dansk motorsport, men der er koldt på toppen, og det krævede enorme ressourcer at være med.

  Dansk Rally Forening
I slutningen af 1990’erne kom jeg under Bjarne Gyllings vinger som kurér på Infobussen. Jeg stod ved mål på prøverne og kiggede tidtagerne over skulderen for derefter at indtelefonere resultaterne ind til infobussen, som så udskrev resultatlister. Det var dengang en kamp mellem RallyResult og Rallyforeningen om at have mindst fejl, jeg husker vi engang fik en kugleramme af RallyResult til et løb, hvor de havde færrest fejl.

Senere kom der samarbejde mellem RallyResult og Infobussen, og dette samarbejde fungerer upåklageligt, RR lægger resultaterne på nettet og Infobussen, som var blevet til en lille campingvogn, deler resultaterne ud til deltagere og publikummer.

Ved generalforsamlingen 2007 i DRF var jeg ordstyrer, og da vi kom til punktet valg af kasserer var der ingen emner til posten, da Jørgen Turking havde valgt at stoppe. Jeg blev foreslået og blev valgt med applaus og pludselig var jeg kasserer i foreningen.

  Rallyinfo.dk  
Hjemmesiden med rallynyheder er et helt kapitel for sig. Den 1. december 2000 købte jeg domænet rallyinfo.dk, og med en beskeden start husker jeg, at dengang, hvor det rundede 24 besøgende om dagen, tænkte jeg "wauu, det er en ny besøgende pr. time hele døgnet rundt." Efter et ihærdigt arbejde med opdateringer flere gange om dagen – hver dag – er hjemmesiden nu nået til at runde 1 million besøgende i år.

Hvis jeg ikke var kendt før, så har rallyinfo gjort det, jeg oplever mange mennesker, som kommer og taler til mig, som om de har kendt mig hele livet, og jeg aner ikke hvem de er, men får utrolig mange skulderklap og positive ord om hjemmesiden.

Det kræver selvfølgelig sin tid at opdatere siden, jeg bruger fast 1-2 timer om dagen på den, og når jeg holder ferie i udlandet sørger jeg for at bo på et hotel med internetadgang så jeg har mulighed for at opdatere.

Om jeg bliver træt af Rallyinfo? Nej, så længe jeg kan tygge smør, og der er nogen, der gider bruge informationerne, bliver jeg ved.

Sideløbende har jeg også lavet hjemmesider for flere aktive kørere og nogle klubber.

  Min aktive karrierre  
Jeg startede med orienteringsløb, og efter uddannelsen som løbsleder til M/S kørte jeg en del år M/S og minirally. Det blev så til økonomiløb, først som kører og siden som observatør med bl.a. Poul Henning Hansen. Der er også blevet nogle ture som co-driver i rally både hos Kristian Sandal i Opel Ascona og Kurt Mejer i historisk Volvo 142. Derudover historisk P-løb med min nevø Jeppe, som har lavet en Mini i samme farver som min Cooper.

Næste store projekt er deltagelse i Rally Monte Carlo Historic.

November 2009 


25 år med Motorsport

Oprindelig var det et tilfælde at jeg blev medlem af Vejle Motor Sport. Via Anne Maries bror kom jeg i kontakt med Egon, som var nystartet med Auto Centret, og en dag i dec 1969 var en kammerat og jeg inde hos Egon for at se på autoudstyr. I vinduet hængte der et opslag fra VMS om julefrokost for medlemmer. Vi meldte os straks ind i klubben for at deltage i denne julefrokost, som dengang foregik på Daugård Kro. Formanden dengang hed Kurt Tværkær (ham der skriver læserbreve i aviserne), og bestyrelsen bestod af Jens Hassingboe som kasserer, Egon Poulsen, Gert Høll og Johs. Dixen som bestyrelsesmedlemmer.

Mit første løb var Bjergløbet i KAC, vi blev to’er i debutantklassen. Derefter fulgte utallige orienteringsløb med Asmus Westphalen som co-driver. Vi kørte da i hans gamle Opel Rekord med automatgear.

Senere blev jeg valgt ind i bestyrelsen og fik overdraget klubbladet. På et tidspunkt sidst i 70’erne var vi over 250 medlemmer hvoraf mange var fra kartingafd. grundet Mogens Tex’s store indsats for VMS Karting. Jeg fik OFF 124 løbslederlicens til manøvre-og specialprøver længe før jeg havde prøvet at køre sådant, og lavede i flere år samtlige åbne og lukkede M/S for klubben.

Med årene har jeg slidt adskillige Mascotter op i orienteringsløb med bl.a. Henrik Iversen, Jens Kr. Hansen, Jens Peter Jensen og Erik Therkelsen som observatør. Ind imellem har der også været andre biler, bl.a. en Ford Escort GT, hvor jeg inden første løb måtte skifte motoren ud. Det eneste løb jeg kørte i denne vogn var M/S prøver i Kolding. På en grusvej udenfor Vonsild var der en smal bro og derefter 2 træer. Jens Kr. og jeg kom over broen, men formåede at ramme begge træer, iøvrigt de eneste træer på hele prøven, så hvad hjælper det at køre hurtigste tid på de fleste prøver, når bilen ikke selv kan køre i mål.

Derefter stod der Cooper på hjælmen af bilen, den sjoveste bil jeg har kørt i. Efter montering af diff. spærre, Close ratio gearkasse, modificeret topstykke og hvad der ellers kunne laves med de daværende midler fik vi (så var Erik Therkelsen i det varme sæde) lavet en brugbar racerbil. Vi vandt adskillige løb i denne -(eller udgik).

I august 87 i det daværende Manista Minirally i HAMK væltede Erik og jeg på en prøve, så alvorligt at bilen derefter blev skrottet.

Derefter blev det til nogle Økonomiløb med Steen Nielsen i højresædet. Første gang i min egen Toyota Camry, derefter med sponsorhjælp fra Volvo Danmark i Renault Clio og senest i Volvo 850.

De seneste år har jeg været med som kørende official til rally i Horsens, Grindsted og Bramminge bl.a. som urvogn - lukkevogn og speakervogn, senest som speaker ved Triax Rallysprint ‘95 i Hornsyld.

Dette skrev jeg ved mit 25 års jubilæum i Vejle Motor Sport i 1995.